Pinocchio

Pinocchio-Hypotesen – skal vi tro på den ?
	Af Hanne Hjelmer Jørgensen, biolog med speciale i ulvens og grønlandsk slædehunds adfærd.

	Bortset fra børn og barnlige sjæle er der vel ingen, der tror på, at trædukken Pinocchio blev forvandlet til en rigtig levende dreng. Men "Pinocchio-hypotesen" om hundens oprindelse, den tror vi på. Eller gør vi? Raymond og Lorna Coppinger tror ikke på den. I bogen "Dogs - A Startling New Understanding of Canine Origin, Behavior, and Evolution" (2001), forkaster de "Pinocchio-hypotesen" og foreslår i stedet "selvdomesticeringshypotesen".

	Pinocchio-hypotesen
	Den gamle træskærer, som ønskede, at han havde en søn, skar sig en dukke i træ og kaldte den Pinocchio. Pinocchio ønskede så stærkt, at behage sin far og blive en rigtig dreng af kød og blod, at han efter, at have lært, at opføre sig som en ærlig og hæderlig person opsøgte en tryllefe, som forvandlede ham til en rigtig dreng. At forvandle ulve til hunde ved, at få dem til at opføre sig som hunde har den samme klang. Derfor bruger Coppingerne betegnelsen "Pinocchio-hypotesen" om den hypotese, at stenalderfolk har taget ulvehvalpe fra hulen, som de har tæmmet og trænet, og som så efter mange generationer udviklede sig til hunde. Tillærte egenskaber videregives ikke til afkommet Ét problem med Pinocchio-hypotesen er, at tillærte egenskaber ikke kan videregives til afkommet. Tæmning og træning kan forandre den enkelte ulv, men det forandrer ikke dens gener. De tæmmede og trænede ulve kan altså ikke have videregivet disse tillærte egenskaber til deres afkom. Altså må det have været en anden mekanisme, f.eks. artsdannelse, der forvandlede ulve til hunde, hvis altså det ikke var en tryllefe. Artsdannelse Ved dannelse af nye arter er det populationer (en gruppe individer af samme art, der er begrænset til et bestemt område) og ikke individer, der udvikles. Hvis hunden er fremkommet ved artsdannelse, så må mange, mange mennesker have tæmmet og trænet mange, mange ulve. En grundsætning ved artsdannelse er, at hyppigheden af nogle genetiske egenskaber i en population af dyr forandres i løbet af generationer. I den oprindelige ulvepopulation findes elskelighed (loveable) med lav hyppighed. Der er kun få elskelige ulve. Ved at selektere for elskelighed øges hyppigheden af elskelighed op gennem generationerne. Der bliver flere elskelige ulve op gennem generationerne. Den ny "art" , som er resultatet af selektion for elskelighed, er forskellig fra sin vilde stamfar, i hvert fald hvad angår elskelighed. Når den nye "art" bliver seksuelt isoleret fra sin vilde stamfar, er der sket en artsdannelse. Største problem med Pinocchio-hypotesen Coppingernes største problem med Pinocchio-hypotesen er, at der ikke findes arkæologisk bevis for, at stenalderfolket havde en tilstrækkelig stor population af tamme eller trænede ulve. For at ulve skal gå fra at være "tillært" tamme til at blive "genetisk" tamme, må en stenalderavler have haft hundredvis af ulve at sortere ud blandt, finde variationer i naturlig tamhed hos, isolere de mere tamme ulve fra resten af populationen og kun avle på de mest tamme i mange generationer. I løbet af omkring 4.000 år går vi fra ikke at kunne se forskel på ulve og hunde til at have hunde overalt, og udfra et evolutionærbiologisk synspunkt kan forvandlingen af ulve til hunde ikke have sket gradvist på så kort tid. Den bedst egnede overlever Foruden en tilstrækkelig stor population, kræver udviklingen af en ny art, at nogle individer får lov til at formere sig, og at andre forhindres i det. De individer, der forhindres i at formere sig, er genetisk set døde. Charles Darwin sagde, at dyr i naturen varierer genetisk for hver egenskab, og de dyr, der har de bedst egnede genetiske egenskaber, vil producere mere og bedre afkom, end dem, som går rundt og river ærmerne af folks gåsedunsjakker ("The survival of the fittest"/"Den bedst egnede overlever"). For kunne give nogle individer lov til at formere sig og forhindre andre i det, skal der altså være en population, hvor de, der kan tæmmes og trænes, efterlader sig mere afkom end de "vilde". Genetiske variationer Derudover skal der også være genetiske variationer i alle de træk, som udgør et individ. Uden disse variationer er det nemlig ikke muligt, at give nogle individer lov til at formere sig og forhindre andre i det. For mange af de egenskaber, der er udviklet hos hunden, findes der imidlertid ingen variationer hos ulve. Det gælder f.eks. hundens to årlige løbetider mod ulvens altid kun en årlig løbetid. Så hvordan kunne man selektere for to årlige løbetider om året? Store problemer Stenalder domestikatorerne havde virkelig store problemer. De have brug for en stor population af ulve, som skulle udvise variation. Det kan ikke have været nemt, at forsøge, at plukke de genetiske enkeltdele ud, som gør, at ulvene kunne tæmmes og trænes. Og så måtte de parre disse dyr, som havde deres egen mening om parring. Dertil kommer, at ulve ikke bliver kønsmodne før i toårsalderen, og at stenalderalder ulveavlerne måtte vente mindst fire år, indtil de kunne sortere ud og avle på deres første ulvehvalpe, der var født i fangenskab. Og det er tvivlsomt, at der ville have været nogle forandringer af betydning i denne generation. Det virkelige problem med en kunstig selektionsmodel Det, der er det virkelige problem med en kunstig selektionsmodel er, at de træk, der adskiller ulve fra hunde, ikke varierer hos ulve. Desuden er de fleste hundekarakteristika umulige at forklare ved, at de er fremkommet gradvist. F.eks. at ulvens hale kommer op eller ørerne kommer ned millimeter for millimeter i løbet af århundreder. Og mutationer, som gravhundens korte ben, kan ikke være fremkommet gradvist. Benene bliver ikke kortere og kortere i løbet af generationerne. Mutationer Så kan man postulere, at hunden er fremkommet ved mutationer. Stenalder domestikatorerne kunne have udvalgt de individer, som var genetisk forandret ved mutation og have avlet på dem. Igen var der problemet med populations størrelse og med at antage, at stenalderfolket kunne have kontrolleret deres ulves parring. At arrangere parring mellem vilde dyr er ikke enkelt. Et andet problem med mutation er, at mutationer synes at være sjældne i naturen, og de fleste af dem er skadelige. Stenalder domestikatorerne skulle være meget heldige for at få den rigtige mutation på det rette tidspunkt. Hunde adskiller sig fra ulve Det sidste problem med en kunstig selektionsmodel er, at hunde adskiller sig betydeligt fra ulve. Ulve har større hoveder end hunde, hunde har mindre hjerner end ulve, hundehud er tykkere end ulvehud, hundes tænder er mindre end ulves. Hvorfor ville stenalderfolk have sorteret ud mellem ulve for små hjerner, fine tænder, mindre kranier og tyk hud? Og hvorfor ville de have selekteret for dyr, som var så dårlig udrustet til jagt, hvis de var ude på at udvikle jagtledsagere. Hvad ville fordelen være ved at have små tænder, et lille hoved, et svagt bid og en mindre hjerne? Noget vigtigt mangler Det vigtige, der mangler ved Pinocchio-hypotesen, er, at der ikke er noget pålideligt bevis for, at stenalderfolk domesticerede ulve gennem kunstig selektion ved at sortere ud i mutationsfremkaldte variationer eller ved at selektere for variationer, som ikke var synlige. Selvdomesticeringshypotesen Hvis vi ikke skal tro på Pinocchio-hypotesen, hvad skal vi så tro på? Alternativet er selvdomesticeringshypotesen. Ifølge denne hypotese var det naturlig selektion (den bedst egnede overlever), der forvandlede ulve til (primitive) hunde.
	Domesticerede ulven sig selv ?
	Efter at have forkastet "Pinocchio-hypotesen" foreslår Raymond og Lorna Coppinger i bogen "Dogs - A Startling New Understanding of Canine Origin, Behavior, and Evolution" (2001), at det er naturlig selektion (den bedst egnede overlever), som forvandlede ulve til (primitive) hunde. Det var ikke mennesker, der domesticerede ulven. Ulven domesticerede sig selv. Ikke nogen ny idé Selvdomesticeringshypotesen er ikke en splinterny idé. Her i 2002 har den sådan ca. 15 år på bagen. Selvdomesticeringshypotesen anvendt på ulven er antagelig ikke Coppingernes fortjeneste, men snarere Susan J. Crockford, som i 1998 på et symposium om tamhundens historie foreslog at udskifte begrebet "selvdomesticering" med "protodomestikation". En ny niche Ved slutningen af den sidste istid begyndte mennesker at oprette permanente bosættelser. En ny niche (en arts livsform) var skabt. Nogle ulve begyndte at invadere bosættelserne og udnytte menneskenes affald til at skaffe sig føden på køkkenmøddinger, ved at æde afføring og ved at stjæle kød fra tørrestativer. Udvælgelse for tamhed De ulve, som invaderede bosættelserne, var genetisk fordisponeret for at udvise en mindre flugtafstand og være mindre frygtsomme. Ulvene parrede sig indbyrdes, og enhver hvalp, der blev født med en mere frygtsom natur, blev simpelthen dræbt eller jaget bort. På den måde skete der en naturlig udvælgelse for tamhed. Det var de bedst egnede - de mest tamme - der overlevede. De vilde ulve begyndte, at adskille sig i to populationer (en gruppe individer af samme art, der er begrænset til et bestemt område): dem, der kunne tjene til livets opretholdelse som affaldsædere på menneskenes bopladser, og dem, der ikke kunne. Forandret udseende Bopladsulvene begyndte at ændre udseende, og deres nye form gjorde dem til mere effektive affaldsædere. Bopladsulvene begyndte at opføre sig mere hundeagtigt og at se mere hundeagtige ud. Udover udvikling af tamhed opnåede de en størrelse og en form, som var specialiseret til affaldsæderi. Det vil sige, de var små med små hoveder, mindre tænder og hjerne. Disse ulve var begyndende eller spirende hunde. De var "protodomesticerede". Ræve-hunde Både Coppingerne og Susan J. Crockford bruger russeren Belyaevs såkaldte "ræve-hunde"-eksperiment til at underbygge selvdomesticeringshypotesen. Beleaevs eksperiment gik ud på udelukkende at selektere for tamhed hos farm-sølvræve. Baggrunden var, at vilde ræve er vanskelige at håndtere i pelsfarme. Selvom de vilde ræve er blevet avlet i fangenskab i 80 år, og er blevet opfostret og håndteret af mennesker, var de stadig et problem. Opfører sig som hunde Efter at have udvalgt for tamhed hos sølvrævene i 20 generationer havde Belaye allerede tamme ræve, som havde mange af tamhundens adfærdsmæssige træk. Rævene søgte aktivt kontakt med mennesker, de slikkede deres hænder og ansigter, de kravlede op på dem, tog imod mad fra dem, de sad i vindueskarme og så efter, om nogen nærmede sig, de lagde sig på ryggen for at blive kløet på maven, de lod mennesker bære omkring på dem og give dem indsprøjtninger, de logrede og klynkede og lød i det hele taget som hunde. Ligner hunde Endnu mere overraskende var det, at rævene også lignede hunde. De havde oprejste haler. Deres pels var ofte sort- og hvidbroget, de havde hængeører, og hunnerne kom i brunst to gange årligt i stedet for en. Selekterede udelukkende for tamhed Det vigtige er, at Belyaev ikke selekterede for nogen af disse hundelignende træk (oprejste haler, sort- og hvidbroget pels osv.). Han ønskede dem ikke engang, for hvem vil have en sort- og hvidbroget pelsfrakke. De hundelignende træk var noget Belyaev fik med i købet ved udelukkende at udvælge for tamhed. På samme måde har udvælgelsen for tamhed hos bopladsulvene givet ulvene de hundelignende karakterer, der gjorde dem til primitive hunde. Ulvens egenskaber er ændret Er det ikke lige meget, om hunden/vore dages hunde(-racer) stammer direkte fra ulven (man har taget ulvehvalpe fra hulen, som man har tæmmet og trænet) eller fra affaldsædende primitive hunde? Coppingerne mener, at det gør en uhyre forskel. Da Charles Darwins bog "Arternes oprindelse" blev udgivet, blev Darwin portrætteret i vittighedstegninger med en abekrop som om det, at han stammede fra aberne, gjorde ham til en abe. Tilsvarende synes den populære hundepresse at mene, at hvis hunde nedstammer fra ulven, så vil de have ulveegenskaber. Den naturlige selektionsmodel (selvdomesticeringshypotesen) peger imidlertid på, at ulveegenskaberne er alvorligt ændrede. Hunde tænker ikke som ulve, og de opfører sig heller ikke som ulve. Flokleder Bøger om (at træne og opdrage) hunde vil (ofte) have os til at tro, at hunde får deres adfærd direkte fra ulve, og vi bliver rådet til at opføre os som flokleder - "alpha-han" - og behandle vores hunde som underordnede. Siden hunde stammer fra ulve, skal hunde opføre sig som ulve, tænke som ulve og respondere på ulveagtige signaler. Coppingerne mener, at det er forkert at behandle vores bedste ven som en ulv. Og de mener, at det er meningsløst og absurd at udøve dominans over en hund ved at presse den i jorden og snerre af den. Coppingerne vil ikke have, at deres slædehunde lægger sig på ryggen og tisser ud i luften - som en underordnet ulv - hver gang de viser sig. De tror heller ikke, at en hund ved, hvad folk taler om, når folk udviser denne "alpha-ulv" adfærd. Hunde forstår ikke den slags adfærd, fordi affaldsædende primitive hunde ikke havde en flokstruktur, men var semisolitære. En fjern fætter Realiteten er, skriver Coppingerne, at ulven nu er en fjern fætter til hunden. Ulven udviser specielle tilpasninger til vildmarken, og hunden udviser specielle tilpasninger til at være husdyr. De to fætre er tilpasset forskellige nicher, og de er meget forskellige dyr på grund af det. Lige en kommentar Coppingerne hævder, at de affaldsædende primitive hunde ikke havde en flokstruktur, men var semisolitære. Det ved de selvfølgelig ikke, fordi de ikke kan rejse i tiden og studere de affaldsædende primitive hunde. Men Coppingerne har studeret landsbyhunde på øen Pemba ved den østafrikanske kyst, som de tror, er efterkommere af de første stenalderhunde. Pembahundene lever alene eller i meget små grupper, som for det meste består af tre medlemmer. Coppingerne fremhæver, at de bruger betegnelsen grupper og ikke flokke, fordi Pembahundenes gruppeadfærd ikke ligner vilde ulves flokadfærd. Det, der ligger i denne skelnen mellem gruppe og flok, er, at ulve jager i flok, når de nedlægger store byttedyr. Og efter at have dræbt byttet, vender medlemmerne tilbage til hulen for at gylpe føde op til hvalpene. Ulveflokken, som ofte består af familiemedlemmer (mor, far og afkom) arbejder sammen som en overlevelsesstrategi. I modsætning dertil behøver hunde ikke en social organisation for at ernære sig af affald. For dem er andre hunde ikke til nogen nytte, når det drejer sig om at brødføde sig selv eller fodre hvalpe. Faktisk er andre hunde ligefrem konkurrenter, når der er et begrænset fødeudbud. Derfor er flokadfærd ikke til landsbyhundenes fordel. Der er kun få fordele ved at være sammen om at skaffe føde, og der er ingen motivation for at fodre en andens hvalpe. Andre studier af frit omstrejfende herreløse hunde støtter Coppingernes iagttagelser af Pembahundene. Hunde er ikke flokdyr i ulvsk forstand. Og de er ikke særlig hierarkiske. Det er vildtlevnende ulve, som lever i familieflokke, i øvrigt heller ikke. Det betyder dog ikke, at hunde er solitære eller usociale. Frit omstrejfende herreløse hunde kan vandre ene eller parvis, når de er ude at skaffe føde, men de lever i grupper fra på 2 til 6 medlemmer. Det samme gælder ulvene i Italien. At hunde lever alene er snarere undtagelsen end reglen, når det gælder frit omstrejfende herreløse hunde generelt. At hunde ikke er flokdyr i ulvsk forstand kan altså ikke bruges som argument for at efterlade hunden alene hjemme en hel arbejdsdag eller længere. Derimod kan det bruges som argument for at kassere opfattelsen af ejeren som flokleder og undlade at underkue hunden ved at dominere den såvel fysisk som psykisk (spise før hunden, gå først ud af døren, fjerne hunden fra soveværelset osv.).