Mit navn er Gimmi

Hej - Mit navn er....
Hej – mit navn er Hunting Beardog´s Prins Gimmi – til dagligt bliver jeg bare kaldt Gimmi. Min royale titel fik jeg fordi jeg er født på Dronning Margrethes fødselsdag nemlig 16. april. Jeg synes selv jeg er temmelig interessant, klog, smuk og dejlig og det vil jeg gerne fortælle jer lidt om. Egocentreret ? – MIG – nej nej da – slet ikke – så længe det bare drejer sig om mig, mig og mig så er jeg ikke den mindste smule egocentreret. Første gang jeg var med i skoven var jeg 9 uger gammel – hold da fest det var sjovt !! Der var en hel masse store og små træer, krat, kviste, grene og blade på jorden. Nedenunder bladene var der myrer, biller, edderkopper og andet kryb som var rigtig sjovt at udforske. Der var også en masse mennesker i skoven den dag og faktisk tror jeg nok, at jeg kendte de fleste i forvejen – det var mange af dem som havde været på besøg mens vi var helt små – var det ikke pudsigt, at vi lige skulle møde dem ude i skoven ? Jeg hørte noget om, at det skulle have været en spordag, men dengang vidste jeg ikke hvad spordag betød. I hvert fald endte det da mere med, at alle menneskerne rendte rundt med mine søskende og jeg (Asja var også med for han blev først hentet senere på dagen) og nogen legede faktisk også paparazzi – se billederne. I en alder af 13 uger gik jeg mit første kaninslæb – hold da op det var spændende ! Jeg fulgte sporet nøje og da jeg kom til enden lår der det største og mest frygtindgydende pelsdyr jeg længe har set – den var godt nok uhyggeligt så jeg hold mig lige lidt på afstand. Der blev sagt, at den der kanin altså ikke var farlig – hmm – kan man nu også være sikker på det ?? Alligevel tog jeg mod til mig og gik hen til kaninen – den var stendød. Ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk, at den er død af skræk. Jeg er sikker på, at da den så den store farlige kareler komme gående hen mod den, så døde den – hvis man kan blive stiv af skræk kan man så ikke dø af det ? – den var i hvert fald helt stiv og død. Det tog mig ikke ret lang tid førend jeg forstod hvad der blev forventet af mig – jeg skulle finde den der kanin som de havde tabt ude i skoven. Faktisk tog det mig heller ikke ret lang tid førend jeg forstod, at mennesker rent faktisk ikke kan lugte hvor kaninen er løbet hen – de bliver nød til, at stole 100 % på os hunde og det er da dejligt, at vi for en gang skyld for lov, at bestemme hvad vej vi skal gå. Mellem dig og mig så synes jeg faktisk mennesker er temmelig klodsede – hver gang de har kaniner med i skoven så bliver de væk, men så er det jo lidt heldigt at de har os hunde der med vores fantastiske lugtesans kan finde dem. Udstilling skulle også prøves så af sted det gik til fuglebjerg. Mine søskende og jeg var stillet i babyklasse. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes det var særlig sjovt, at skulle stå der helt stille mens dommeren rodet ved mig over det hele og skulle se mine tænder. Faktisk tror jeg ikke heller ikke der var nogen af mine søskende der synes det var særlig sjovt altså lige med undtagelse af Ninka som synes alt er sjovt. Da vi så skulle løbe rundt i ringen tænkte jeg endelig sker der noget, men tænke engang – jeg fik ikke engang lov at spurte – næ nej – det skulle foregå stille og roligt i trav – æv. Alligevel syntes dommeren åbenbart, at jeg havde talent så jeg endte da med, at blive Showets 3 bedste baby. Efter den udstilling er det blevet til flere og faktisk er det først nu jeg er begyndt, at synes det er rigtig sjovt. De sidste par gange vi har været af sted er det lykkedes mig, at vinde over min far Mutshie og det synes jeg jo er rigtig fedt, men det synes Mutshie ikke for han mener det er ham der er husets udstillingsstjerne. Min ynglingebeskæftigelse er nu, at komme ud og gå tur eller i skoven og gå spor. Faktisk var jeg og mine søskende til vores første sporprøve da vi var 7 måneder og det gik rigtig godt. Vi kom alle hjem med hver vores 1. præmie i åben klasse. Desværre har vi ikke fået trænet så meget her hen over sommeren – det har været alt for varmt, men jeg tror nu nok alligevel, at vi alle på en god dag kan bestå eliteklassen. Faktisk er jeg lidt af en selskabspapegøje – jeg elsker at ligge i sofaen og være i centrum. Sommetider har jeg overvejet lidt om jeg skulle forsøge mig som galionsfigur oven på fjernsynet eller på sofabordet for der vil jeg kunne blive set hele tiden og det ville jeg have det rigtig godt med. Der findes ikke noget så skønt som, at ligge i arm på sofaen og se fjernsyn. Joo så skulle det selvfølgelig lige være hvis nogen gad klø mig på maven samtidig. Der er nogen der siger, at jeg ikke er en rigtig hanhund, men det forstår jeg altså ikke – jeg kan da både skrabe bagud og lette ben - hvad mere skal der til ? Kan det være fordi jeg til tider er en anelse overgearet og temmelig fjollet, at de mener jeg ikke er en rigtig hanhund ? Jeg gider ikke, at slås med mindre den anden hund starter – jeg ved godt jeg er den største og stærkeste i hele verden så hvorfor slås om det ? Jeg behøver ikke bevise noget overfor nogen for jeg ved jo så udmærket godt hvem jeg er. Nej – jeg tror nu bare jeg vil forsætte med, at opfører mig lidt fjollet – det har sine fordele for når man er en fjollet unghundehvalp – så kan der jo ikke forventes så meget af en. Nu vil jeg trække mig tilbage til sofaen – jeg kan hører at den kalder på mig. Jeg vedlægger nogle billeder af mig (hvem ellers) så i kan se, at jeg er interessant, klog, smuk og dejlig. Mange hundehilsner Gimmi PS: på billedet som hedder Lili og Gimmi ser i formanden og næsten-formanden for min uofficielle fanklub.
Billeder på vej		Billeder på vej


Billeder på vej		Billeder på vej