Forstå din hund

Forfatter: Ukendt
 

 
  Hunden er et flokdyr med et meget nuanceret sprog til at samarbejde og kommunikere med andre flokmedlemmer. Ikke desto mindre er mange hundeejere mest optaget af at få hunden til at gøre, som de siger – uden de gør forsøg på at forstå hundens signaler. Men hvis flokken skal fungere godt, er det ikke nok, at hunden forstår os – vi må også lære at forstå hunden. At kunne forstå sin hund og de signaler, den sender, er fundamentet for et godt forhold mellem hund og ejer.

Der er i dag bred enighed blandt fagfolk om, at hunden nedstammer fra ulven. For ca. 14.000 år siden begyndte domesticeringen (at dyr gøres til husdyr) af ulven. Der er dog beviser på, at vi har haft hundelignende dyr langt tidligere. Ingen ved præcis, hvordan det gik til. Men man gætter på, at det var til gensidig fordel. Mennesket fik en effektiv jæger og vagthund, mens ulven fik mad og husly.

Allerede dengang startede avlen af det dyr, som er gået hen og blevet menneskets bedste ven. De venligste ulve, dem, som var bedst til at jage med mennesket, fik mere at spise og lov til at komme tættere på ilden. Derved udvalgte man de mest egnede individer – egnede til at leve med mennesker og udfylde forskellige funktioner. Denne udvælgelse har stået på lige siden. Alle racer er blevet til som følge af en udvælgelse af individer, der lever op til bestemte krav.

Men på trods af 14.000 års udvælgelse og på trods af, at det er meget svært at få øje på ulven i mange hunderacer, er der stadig masser af vild ulv i vores hunde. Det er nemlig forholdsvis nemt at fremavle bestemte pelsfarver, typer, knoglebygninger, og hvor tit/sjældent en adfærd skal forekomme. Derimod har avls forsøg med rotter og mus påvist, at det er meget svært at påvirke en adfærds form genetisk.

Al adfærd udføres med et formål. En adfærd er udviklet gennem årtusinder og har vist sig at have en stor overlevelsesværdi. Tit er det ikke lige til at forstå betydningen af en adfærd hos vores hunde, som lever et trygt og risikofrit liv.

Derfor må vi ty til studier af ulven og dens flokliv for at se, hvilken funktion adfærden har hos ulven. Og ad den vej komme til at forstå vores hunde bedre.
En anden årsag er, at vi har ændret på hundenes kropsbygning og derved også på nogle hundes evne til at udføre en bestemt adfærd helt rigtigt. Det er altså årsagen til, at ulven, dens adfærd og flokliv bruges som model, når vi vil forstå, hvorfor hundens adfærd ser ud som den gør, og hvilken funktion den har.

Jeg bruger den svenske zoolog og etolog Lars Fält som hovedkilde til denne serie om hundens sprog og flokliv, fordi han drager utrolig mange spændende og indlysende paralleller mellem hunden og ulven.

At leve i flok er en overlevelsesstrategi. Floklivet giver nemlig en altoverskyggende fordel – det bliver muligt at nedlægge et bytte, som er større end en selv. Men floklivet har også ulemper. Det er besværligt at leve så tæt sammen med artsfæller – de spiser den samme mad, vil have den samme seksualpartner, det samme territorium osv. Flokmedlemmerne er den allernærmeste og største konkurrent.

Det er klart, at det kræver særlige evner at være et flokdyr. Den naturlige udvælgelse favoriserer derfor de individer, som er bedst egnede (ikke de stærkeste, som er en meget udbredt misforståelse) til at leve i flok. Det vil sige dem, som er bedst til, at kommunikere, samarbejde og løse konflikter på en fredelig måde.

Flokdyr er fuldstændig afhængige af hinanden. Derfor kan de ikke tillade sig, at skade hinanden. Flokkens eksistens er truet, hvis et eller flere af flokmedlemmerne er for sårede til, at deltage i jagten.

En flok etableres ved, at to ulve – en han og en hun - finder sammen under en vandring. De slår sig sammen og finder et territorium med gode muligheder for at finde føde. De parrer sig i løbet af vinteren og får hvalpe i starten af foråret. Forældredyrene og de af hvalpene, som overlever, bliver sammen og danner en flok – en familiegruppe.

Hver gang, de får hvalpe, udvides flokken med nye medlemmer. Flokken vokser dog ikke uhæmmet. Når hvalpene bliver gamle nok ved ca. 1-2 års alderen, forlader nogle af dem flokken for at få mulighed for at parre sig. I flokken er det som regel kun forældredyrene, som får lov til at parre sig og få hvalpe.

Lars Fält knytter ulvens udvandring fra flokken sammen med de problemer, som mange hundeejere oplever med deres unghunde i 6-9 måneders alderen og igen i 15-20 måneders alderen. Specielt oplever mange, at indkaldet ikke længere er, som da hunden var hvalp. Hunden kan også blive mere nervøs af sig eller aggressiv. Forklaringen er, at hvis ulven skal være i stand til at begive sig ud på vandringer, må båndet til flokken slækkes.

Ulven må også være ekstra forsigtig, når den ude på egen hånd. Den har simpelthen ikke råd til at gøre for mange fejltagelser, da det kan koste den livet. Hunden holder altså op med at komme, når den bliver ældre, fordi den bliver mindre afhængig af ejeren og mere nysgerrig. Man kan også opleve, at den bliver mere bange for lyde, fremmede genstande og andet, end hvad den har været tidligere (spøgelsesalderen).

Problemer med unghunde i 6-9 måneders alderen kan sammenlignes med den periode, hvor ulvehvalpene begynder at tage på udflugter på egen hånd. De går væk fra flokken og undersøger alt, hvad de møder på deres vej. Når hvalpen skal lære at håndtere sin omverden, er den altså nødt til både at have lettere ved at blive bange og være mere nysgerrig.
Problemalderen ved 15-20 måneder falder sammen med det tidspunkt, hvor de voksne hvalpe forlader flokken – ofte for altid.

Vores hunde har brug for masser af tryghed i denne udviklingsfase. Det kan dog være svært at give dem, fordi vi samtidig bliver frygtelig irriteret, når de ikke kommer, når vi kalder. En del af irritationen forsvinder dog som regel, når vi forstår mekanismerne bag hundens adfærd. Og det skulle der være grundlag for nu.

For at en flok skal kunne fungere, kræver det en form for organisation. Hvis alle flokmedlemmer satte vidt forskellige aktiviteter i gang på samme tid, var der aldrig noget, som blev til noget. Rangorden er én måde at organisere en flok på: Når der er konkurrence om en ressource, f.eks. mad, kan man forestille sig flere måder at løse problemet på. Dyrene kan slås, så blodet flyder, og den, som vinder, får maden. Men det er en dårlig strategi, da der i en flok er brug for alle. En anden løsning er derfor at lade det være forudbestemt, hvem der har førsteret til ressourcen eller til at tage initiativer i bestemte situationer – at have en rangorden.

Ulven er organiseret i et såkaldt lineært rangordenssystem. Øverst er den ulv (alfa-ulv), som er over alle de andre. På næste trin af stigen står beta-ulven, som er over alle de andre, undtaget alfa-ulven, og så videre. Ulve har selvstændige rangordenssystemer for hanner og hunner – der findes altså både en alfa-hanulv og en alfa-hunulv. Disse rangordenssystemer er kun for de kønsmodne dyr. Hvalpe og ungulve har deres egen rangorden, som omfatter begge køn. Da man som en del af den selektive avl fra ulv til hund sandsynligvis har udvalgt de mest "hvalpede" dyr, kan det være en af grundene til, at man hos vores hunde ikke altid ser en stringent kønsopdelt rangorden.

En ulvefloks alfa-par er som regel det oprindelige forældrepar. Det kan dog ske, at en alfa-han holder op med at parre sig med alfa-hunnen og overlader den rolle til en lavere rangerende han. Han fortsætter dog med at lede de fleste af flokkens andre aktiviteter. Hverdagen i flokken er præget af ro og harmoni – og ikke, som det ofte fremhæves, af konflikter og "hakkeorden". Rangordenen er jo netop til for at holde ro i flokken og undgå konflikterne. Det er som regel kun omkring hunnernes løbetid eller i perioder med manglende mad, at der opstår større konflikter, og rangordenen bliver tydelig. De fleste af dagligdagens små skærmydsler løses ved hjælp af kropssprog og mimik. Hvis det ikke lader sig gøre, vil et højere rangerende flokmedlem fysisk stille sig imellem de to stridende parter og blive stående. Indtil der er ro igen.

Vores hunde bruger stadig det at "gå imellem", når de løser konflikter. Et klassisk eksempel er kæreste- eller ægteparret, som står og omfavner og kysser hinanden. Men fordi omfavnelse set med hundens øjne er en aggressiv handling, går den ind og dæmper aggressionerne ved at gå imellem parret. Mange mennesker misforstår det og tror, at hunden er jaloux.
Vi kan også bruge det at "gå imellem", når vi skal løse konflikter med vores hunde. Du kan "gå imellem", hvis din hund bliver ved med at ville grave i en potteplante, eller hvis den har en konflikt med en anden hund. Risikoen for at blive bidt er forsvindende lille – langt de fleste hunde forstår øjeblikkeligt betydningen. Prøv at lægge mærke til, hvor tit din hund egentlig løser konflikter ved at "gå imellem".

Pinning er en anden måde at irettesætte på. Det foregår ved, at den ene ulv tager et løst greb om den andens snude med tænderne og holder fast, indtil den anden igen forholder sig rolig. De ældre dyr bruger også pinning, når de irettesætter hvalpene. Når hvalpen irettesættes sådan, er det hvalpen selv, som kaster sig ned på jorden og rundt på ryggen, mens den skriger himmelhøjt. Det er ikke den ældre, der smider dem ned og påfører hvalpen store smerter. Hvalpen har igennem leg med sine søskende lært, at når noget gør ondt, skal den bare skrige, så stopper den anden, og smerten forsvinder.

Ældre ulves og hundes omgang med hvalpe er desværre meget misforstået. Nogle af de "gode" råd, du kan høre rundt omkring, går på, at man skal kaste sin hund ned på ryggen og holde fast, til den "giver" sig, fordi sådan gør hundemoderen. Eller at man skal ruske hunden i nakkeskindet, fordi sådan irettesætter hundemødre sine hvalpe. Men det eneste tidspunkt, en ulv rusker noget i nakkeskinnet, er, når den dræber et mindre byttedyr.

Et andet "godt" råd siger, at man skal bide hunden i øret. Også her er begrundelsen, at sådan gør hundemoderen. Den svenske hundepsykolog Anders Hallgren har imidlertid lavet en undersøgelse, hvor han bl.a. indsamlede oplysninger fra forskellige kenneler om, hvordan deres hunde irettesatte hvalpene. Undersøgelsen viste, at hundemoderen stort set kun benytter sig af pinning, når hun irettesætter - og det foregår helt uden nogen former for vold eller fysisk smerte. Hermed håber jeg at have tilbagevist nogle af de mange fejlagtige skrøner, som desværre stadig florerer.
 		  
 

Hvad er en god leder ?

  
     
  Begrebet lederskab bruges ufattelig meget i hundekredse i disse år. "Du har et dårligt lederskab over din hund". "Du skal vise din hund, hvem der bestemmer". "Du skal vinde hver enkel situation". "Med lidt fast hånd kan du hurtig fjerne problemet". Sådan kunne nogle af de 'gode' råd om, hvordan man styrker sit lederskab over hunden, meget vel lyde. Mange forklarer nemlig lederskab med, at ejeren skal være den største, stærkeste og mest dominerende. Men er det overhovedet lederskab?

Du kan selv regne svaret ud ved at forestille dig, hvilken type chef du ville respektere mest og arbejde bagdelen ud af bukserne for? Er det chefen, som altid dominerer dig og skælder og smælder og griber dig i kravetøjet, når du begår en fejl? Chefen, som tager æren for dit arbejde, og som ikke viser forståelse for dig og den person, du er? Chefen, som fuldstændig overhører dig, når du forsøger at fortælle noget? Eller er det en chef, som støtter dig i dit arbejde, bakker dig op, uddeler ansvar og viser dig tillid? Som roser dig, når du har lavet et godt stykke arbejde, men som selvfølgelig også retter dig, når du begår fejl, men gør det med respekt og forståelse for din person?

Den første cheftype tror jeg, at de færreste vil respektere. Mange vil nok være bange for vedkommende, men angst har intet at gøre med respekt. Jeg tror, at medarbejderne under denne chef er meget modvillige og kun lige yder det stykke arbejde, som nu engang skal gøres. Enkelte vil forsøge at kravle højere op i hierarkiet – over chefen, mens andre nøjes med i det skjulte at benytte enhver lejlighed til at stille denne chef i et dårligt lys over for andre. Medarbejderne vælger at blive på arbejdspladsen, fordi de ikke føler, de har andre muligheder. De er måske bange for at blive arbejdsløse, at de ikke kan få en lige så god løn et andet sted osv. Men de kunne aldrig drømme om at omgås hinanden i fritiden.

Hunde er faktisk slet ikke så forskellige fra mennesker på det område. Ikke desto mindre opfører mange hundeejere sig som den dominerende chef over for deres hunde. Sandsynligvis fordi sådan har den gængse opfattelse af hundeopdragelse altid været - og er desværre stadig. Man skal tale hårdt til hunden for at få den til at høre efter. Mænd er bedre til at være flokledere end kvinder, fordi de har en dybere stemme og er fysisk stærkere. Men hvordan er denne opfattelse i det hele taget opstået?

En del af forklaringen findes i de såkaldte rangordens- eksperimenter. Disse forsøg gik ud på, at forskere spærrede nogle dyr inde på et meget lille område uden mulighed for at flygte. Så observerede de, hvordan rangordnen blev etableret. Man undersøgte bare ikke, hvad der skete, hvis lågen bliver åbnet. Ville dyrenes så stadig holde sammen, eller ville de gå hver til sit? Dette spørgsmål er faktisk helt centralt. Præcis som på en arbejdsplads kan man skabe en rangorden blandt dyr, der aldrig af fri vilje ville leve i flok, ved at spærre dem inde i et bur. Her er resultatet, at den største og stærkeste ender øverst i rangordnen.

Rangordens-eksperimenterne har været med til, at der er blevet sat lighedstegn mellem udvikling af rangordens- systemer og dannelse af en flok. Resultaterne af forsøgene er ofte blevet præsenteret på en sådan måde, at dyrenes aggressioner er kommet alt for meget i centrum. Det har ledt til, at mange uden for de videnskabelige kredse har fået et forvrænget billedet af, hvordan rangordens-systemer opbygges.
 		  
 

Bliv en god leder

  
 

Når vi taler om lederskab, er det vigtigt at skelne mellem træning og daglig omgang. Træning er, når du lærer din hund at komme på indkald, at sidde, at gå spor osv. Træningssituationen har intet at gøre med lederskab. Ingen hund gør noget, fordi vi har lederskab over den. Hunden gør det, som betaler sig for den. I træning drejer det sig om indlæringspsykologi. Her lærer hunden, at en bestemt adfærd fører noget godt med sig (godbidder, ros, leg osv.), eller gør, at hunden slipper for noget ubehageligt (fx skæld ud).

 

Lederskab er et adfærdsbegreb, som har at gøre med det sociale liv i flokken/familien og forholdet mellem flokmedlemmerne. I en ulvefloks dagligdag har lederskabet en meget vigtig funktion. Flokkens aktiviteter skal nemlig samstemmes. Ulvene skal f.eks. hvile på samme tid, så alle er friske, når de skal på jagt. Hvis kun halvdelen af flokmedlemmerne er udhvilet til jagten, er der en stor risiko for, at jagten mislykkes. Denne adfærd ses meget tydeligt hos vores hunde. Når hvalpen er omkring 6-9 måneder, begynder den at afstemme sit aktivitetsniveau med resten af familiens. Når vi er aktive, er hunden også aktiv. Når vi hviler, gør hunden det også.

 

De vigtigste lederegenskaber er at sætte elementære grænser, at tage initiativer til aktiviteter og afslutte dem og holde ro i flokken. I ulveflokken ses dette tydeligt under jagten, ved vandringer, og når ulvene vågner efter at have hvilet. Her det oftest alfadyret, som tager initiativet, men ikke altid. I en ulveflok er det nemlig ikke et og samme individ, som tager alle beslutningerne.

 

Det enkelte individ gør kun, hvad der bedst kan betale sig for den. Hvis floklederen finder ud af, at det bedst kan betale sig at følge et initiativ fra et flokmedlem, som for eksempel er ekspert i at fange et bestemt bytte, så gør den det. Forskellige medlemmer af flokken kan altså tage initiativet i forskellige situationer. Lederen er dog den, som tager de fleste initiativer. Alfadyret er ofte ældre og mere erfaren end de andre, og har derfor større mulighed for at lede de andre til positive oplevelser.

 

En anden meget vigtig funktion for lederen – for ikke at sige et krav - er, at holde vagt og forsvare flokken. Lederen skal jage fremmede ulve, bjørne og lign., der udgør en fare mod hvalpene, væk og skabe tryghed omkring sig. Så er det, man kan spørge: hvor gode er vi mennesker egentlig til det? Vi lader hunden være alene i haven og råber og skriger af den, når den gør af dem, som passerer havelågen. Vi efterlader små hvalpe uden for butikkerne, mens vi køber ind. Vi anskaffer os hunde, fordi vi er bange for at være alene hjemme eller gå i mørket. Alt dette passer meget dårligt ind i vores rolle som leder af flokken. Vi overlader et ansvar til hundene, som egentlig tilhører os. Hvor effektivt forsvar af flokken egentlig er som lederskabsøvelse, oplevede jeg med min gamle Sct. Bernhardshund. Han brød sig ikke om andre hanhunde. Ikke at han kastede sig frådende over dem. Men kom de for tæt på, jagede han dem væk. Da jeg fik min anden hund, – en hunhund – kom der løbetider ind i billedet. Jeg gik med begge hundene løse trods løbetiden, da det aldrig gav hverken mig selv eller andre problemer. Af og til hændte det, at en hanhund kom for tæt på min hunhund, og jeg var nødt til aktivt at holde den væk. Min hanhund, som jeg forventede, ville være mere aggressiv, når hans hunhund var i løbetid, opførte sig tværtimod eksemplarisk. Forklaringen var naturligvis, at jeg endelig tog det ansvar, han forventede af mig som leder.

 

At være flokleder handler altså ikke om at gå brutalt til værks og vise sin hund, hvem der bestemmer. Aggressivitet er et afstandsøgende signal, som splitter flokken snarere end at samle den. Jo mere aggressivt man optræder, jo større bliver afstanden både fysisk og psykisk. Under naturlige forhold vil en sådan adfærd hurtigt føre til flokkens og dermed ens egen udslettelse. En god leder er derimod den, som sætter aktiviteter i gang og afslutter dem, som holder ro i flokken, opstiller elementære regler for god opførsel og skaber tryghed omkring sig. Lederskab handler altså om samarbejde, problemløsning, sammenhold og stabilitet.