Status i flokken

Ulvene bruger en del af deres tid på at beholde eller højne deres status i flokken. Selvom rangordnen er bestemt på et tidligt tidspunkt, kan den ændres. Ændringer i rangordnen er mest iøjefaldende, når flokken mister et medlem, eller hvis det lykkedes en fremmed ulv at slutte sig til flokken.

Den mest almindelige måde at hævde sin rang på, er gennem kropssproget. Når en ulv møder et flokmedlem med en lavere rang, passerer den overlegne ulv den anden med rejste ører, høj haleføring og vægten lagt på forkroppen. Den anden ulv viger for den og viser et underlegent kropssprog: Ørene tilbage, lange mundvige, lav haleføring, undgår direkte øjenkontakt osv. Alvorlige slagsmål er ekstremt sjældne. En af rangordnens vigtigste funktioner er jo at hæmme og dæmpe aggressionerne i en flok. Alle kender hinanden og ved på forhånd, hvem der viger for hvem.

Ulven hævder også sin status gennem tilfældige forbud. Med et fast blik eller en knurren kan den forbyde andre at tage et bestemt ben, gå hen til en bestemt plads osv. Efter et stykke tid går den derfra og virker helt uinteresseret i, at en anden tager benet eller den forbudte liggeplads.

En måde at øge sin status på, er at forsøge at tage initiativer. Jo flere gange en ulv får flokken med sig, jo højere rang opnår den. Tænk over det, næste gang du pr. automatik gør noget for din hund. F.eks. åbner døren, når den skraber på den for at komme ud eller giver den mad eller klap og kæl, fordi den gør eller piver.

Ændringer i hundeejerens familie som f.eks., at der kommer et barn, en ny kæreste, hund eller lignende, kan føre til, at hunden forsøger at øge sin status i flokken. Også konflikter som skænderier kan få hunden til at forsøge sig. Fortæl lige det til din mand/kone eller kæreste. Og tænk over det, næste gang I har skændtes, og hunden så ikke vil komme, når der bliver kaldt på gåturen. Problemer af den art løses IKKE ved at hævde sin dominans gennem aggressivitet.

Aggressivitet er et afstands-øgende signal, som splitter flokken. Problemet løses ved at øge styringen af hundens aktiviteter. Tag initiativ til kontakt, til leg, til at lave sjove cirkuskunstner, lukke hunden ud i haven, når du vil - ikke når den plager osv. Det er også vigtigt, at du handler på samme måde hver gang, er vedholdende, afdæmpet, rolig og velafbalanceret.

Du skal ikke fuldstændig fratage din hund retten til at tage initiativer - det er unaturligt. Giv den i stedet nogle acceptable roller. Hvis din hund gør foran døren, når der kommer fremmede, så lær den kun at gø f.eks. to gange. Det er ingen god løsning fuldstændig at fjerne en adfærd, som er naturlig (hunden gør for at gøre flokken opmærksom på, at der er fremmede, som trænger ind på territoriet), eller som hunden er meget motiveret for at udføre. Giv i stedet den uønskede adfærd en acceptabel form.

Hundesprog

Fordi hunden er et flokdyr, har den brug for at kunne meddele sig, så artsfæller forstår den. Kommunikationen skal bl.a. forhindre blodige konflikter, som ikke er en løsning for et flokdyr, der er dybt afhængig af sine flokfæller. Hunde meddeler sig hovedsagelig gennem kropssprog og mimik. Det er her, detaljerne kommer frem. Lydene bruges mest til grovere meddelelser og til at understøtte et visuelt budskab.

Hos os mennesker er det omvendt. Vi kommunikerer hovedsagelig gennem det talte sprog. Vi er i hvert fald ofte mest bevidste om det talte sprog. For meget bliver også sagt med kropssprog og mimik. Men vores primære sprog er det verbale. Denne modsætning er årsag til mange misforståelser hos hundeejere. Mange tror, at hunden er født til at forstå, hvad de siger.

Det kan være svært at acceptere og forstå, at betydningen af hvert eneste af de ord, vi bruger til vores hunde, først skal indlæres. Når vores hunde reagerer på det, vi siger, reagerer de ofte på det kropssprog eller den mimik, vi bruger i forbindelse med ordet. F.eks. følges et nej tit op af en foroverbøjet krop, en løftet pegefinger og lignende. Så er det krops-signalet, som først indlæres hos hunden - først noget senere kan den skelne ordene og forstå betydningen af det.

Hvalpe fødes ikke med et færdigt sprog. De fødes med evnen til at lære sproget. Selve sprogudviklingen starter, efter hvalpen er født. Det er hundemoderen, som giver hvalpene de første lektioner. Men også omgangen med kuld-søskende er med til at opbygge sproget. Hvalpe har godt af at omgås andre hunde allerede hos opdrætteren.

F.eks. er det vigtigt, at der er en sød hanhund i huset til at tage over med sprogundervisningen, når hundemoderen trækker sig fra hvalpene. Når vi får hvalpen hjem, er det utrolig vigtigt, at vi fortsat giver den mulighed for at omgås andre hunde og træne sit hundeordforråd. Det går ikke at vente til hvalpen er færdigvaccineret som 16-uger gammel, så går man glip af en meget værdifuld tid. Hvalpen skal så hurtigt som muligt ud og møde andre hunde.

Hvalpen skal møde forskellige slags hunde, fordi mange af de hundetyper, vi har skabt, har et lidt "forkvaklet" sprog på grund af deres anatomi. Mange terriere har f.eks. haler som antenner på radiobiler, hvilket normalt betyder, at hunden er meget selvsikker. Den engelske bulldog har en meget flad snude og snorker meget, når den bevæger sig. Det opfattes af mange hunde som en knurren og kan ende i et slagsmål. Også hunde med kuperede haler eller ører, pels ned i øjnene osv. hæmmes sprogligt, fordi både hale, ører, øje osv. er vigtige kommunikationsredskaber. Hvalpen skal altså lære, at der findes forskellige måder at meddele sig på, så den ikke bliver enten bange for de andre hunde eller aggressiv over for dem.

Vores hunde giver os en masse oplysninger om dem selv hver dag. Og de studerer vores kropssprog. Faktisk er der nok ikke noget individ her på jorden, som kender dig så godt som din hund. Har du for eksempel aldrig haft den tanke, at din hund må være tankelæser? Der er dog ikke noget hokus pokus ved det – de har studeret os gennem lang tid og ved præcis, hvordan vi ser ud, inden vi giver hunden mad, skal ud og gå tur osv.

Hunden bruger mimik og kropssprog til at meddele sig på. Vi starter med at se på de enkelte dele, og hvad de betyder. Men det er vigtigt at forstå, at hunden ikke kun bruger et signal ad gangen, men ofte en kombination af flere signaler.

Når en hund med øjnene vil fortælle, at den er overlegen, gør den øjnene store og stirrende, og fastholder blikket på modparten. En underlegen hund har derimod smalle øjne og undgår direkte øjenkontakt med modparten. Den kan også finde på at blinke i denne situation. Du vil kunne se, at din hund har smalle øjne, når den tigger ved bordet, bliver kælet med eller hilser på en fremmed hund og vil fortælle, at den ikke er en trussel. Også angste hunde vil lave smalle øjne, og hunde, der er aggressive på grund af underlegenhed.

Du kan bruge det at lave smalle øjne, når du laver f.eks. øjenkontakt-øvelser med din hund. Her er det vigtigt ikke at stå i direkte øjenhøjde med din hund, men kigge på den oppe fra. Så sænker du automatisk øjnene, og gør blikket blødere. Tænk i det hele taget over, hvordan du bruger dine øjne i situationer, som skal være behagelige for din hund. F.eks. når du træner, kæler med den, børster den osv. De store stirrende øjne kan du bruge, når du træner forbud med din hund. Du behøver faktisk slet ikke at sige noget til din hund, men kan fortælle den om et forbud ved at lave store, stirrende øjne. Men husk altid at stoppe igen, når din hund ser væk, blinker med øjnene eller slikker sig om munden. Så fortæller den dig nemlig, at den accepterer din overlegenhed – og det SKAL vi respektere ved øjeblikkelig at holde op med at vise dominans.

Også når du hilser på fremmede hunde, skal du tænke på dine øjne og dit blik. Meget signalfølsomme hunde (hunde der oversætter menneskets sprog direkte til hundesprog) vil øjeblikkelig opfatte et blik, der bliver hængende lidt for længe, som en trussel. De vil ofte trække sig tilbage, gø og eventuelt begynde at knurre. Lav små øjne, undgå direkte øjenkontakt og vend hovedet lidt til den ene side. Så fortæller du hunden, at du er venlig og ikke udgør nogen trussel. Så vil du meget hurtigt opleve, at hunden falder til ro igen.

For at lave de smalle eller stirrende øjne, tager hunden andre dele af ansigtet i brug. En underlegen eller venlig hund vil løfte hagen op og have glatte øjenbryn, så stoppet mellem øjnene og snuden bliver meget lidt markeret. En overlegen hund gør sit blik stirrende ved at rynke øjenbrynene, sænke hagen, så stoppet mellem øjnene bliver meget markeret – næsten vinkelret. Disse to beskrivelser er yderpunkter, og graden af overlegenhed og underlegenhed kan variere mange grader herimellem.

Afstands-øgende signaler

Hunde, der bruger afstands-øgende signaler, bliver meget ofte misforstået. Den ene misforståelse består i, at mange kalder disse hunde dominerende. Men en hund kan kun være dominerende inden for dens egen flok - familien. En hund danner ikke flok med andre hunde, den møder. Hverken på træningspladsen eller på gåturen. Heller ikke selvom den kender de andre hunde godt. Disse hunde er nemlig ikke familie - højst nære bekendte.

Den anden misforståelse går på, at disse hunde bliver opfattet som selvsikre og "aggressive". Tværtimod er der meget ofte tale om en usikker hund, som sender afstands- øgende signaler for at "forsvare" sig selv. De kan være usikre af natur, eller de kan have ondt et eller andet sted. Denne misforståelse fører desværre ofte videre til, at hundene takles forkert. De bliver skældt ud, rykket i snoren eller måske endda slået, når de "truer" andre hunde. Med det resultat, at den usikre hund får en dårlig oplevelse med andre hunde og bliver endnu mere usikker og utryg. Næste gang den møder en hund, bruger den så endnu flere afstands-øgende signaler. Og så er starten på en meget ond cirkel indledt.

Disse hunde skal i stedet gøres trygge ved andre hunde gennem en langsom og gradvis tilvænning, hvor de får positive oplevelser ved mødet med andre hunde. Du bør også ALTID få undersøgt din hund grundigt hos dyrlægen, hvis den begynder at opføre sig truende over for andre hunde.

En selvsikker hund kan selvfølgelig også bruge afstands- øgende signaler. Men der er nuanceforskelle, som gør, at du kan kende forskel på dem. Du vil kunne genkende en usikker hund, der bruger afstands-øgende signaler, på, at den har en overdreven høj haleføring og ofte knurrer lidt ad den anden hund. Også de rejste børster fortæller dig, at hunden er usikker. Disse hunde prøver så at sige at overkompensere for deres mentale svaghed, ved at overdrive deres fysiske størrelse.